top of page

Rabarber & Mynte symfoni

  • Forfatters billede: Bake by Davidsen
    Bake by Davidsen
  • 3. jun. 2019
  • 4 min læsning

Her får du opskriften på den kage jeg havde med til kagekonkurrencen Ar'Kagen her i Odense d. 30 maj 2019. Jeg fik desværre ingen placering, men jeg hyggede mig så meget og vil helt klart deltage igen, når der dukker noget lignende op! I kageverden er der altså kun søde mennesker og positive sind! Det er sjovt hvor hurtigt man kommer i snak med folk når man har samme interesser, og med det samme står og taler om mousser, glazer og chokolade temperering!


Nå! Nu til opskriften! Kagen er jo lavet i en bestemt kageform, men jeg tænker sagtens man kan lave den i en alm. springform, hvor man bare hælder diverse mousser op i lag lige som en almindelig kage. Måske med en større springform til vaniljemoussen, så den omkranser kagen og du kan glaze den flot op.


Indgredienser

Mandelbund

100 g smuttede mandler

2 æggehvider

100 g sukker

1/4 tsk salt


Rabarberkompot

300 g rabarber

100 g sukker

saft fra 1/2 citron

1 tsk vaniljepasta


Myntemousse

3 blade husblas

20 friske blade mynteblade (måske mere)

40 g sukker

4,5 dl piskefløde

- Morter


Vaniljemousse

4 blade husblas

100 g hvid chokolade

4 dl piskefløde

2 tsk vaniljepasta


Glaze

17 g Husblas + vand hertil

160 g Vand

126 g Sukker

185 g Glukose sirup

160 g Abrikos marmelade (uden klumper, bare køb den billigste du finder)

115 g Kondenseret mælk (gem evt. resterne i et gammelt marmeladeglas)

207 g Hvid chokolade

Ønskede pastafarver


Kit Trinity 1400 - Jeg har købt min silikoneform hos Kageoplevelser lige her!


Sådan gør du

Mandelbunden

Bag mandlerne i din ovn ved 175 grader til de er fine gyldne, det tager ca. 5 minutter. Køl dem af og lav mandelmel ved at stavblende dem. Pisk en sej marengs ud af æggehvider og sukker og vend til slut mandler og salt forsigtigt i. Smør dejen ud på en bageplade i din ønsket tykkelse og bag så bunden ved samme grader som før i ca. 15-20 minutter. Når bunden er færdig og kølet af kan du udstikke den som du har lyst, efter dit brug af form.


Rabarberkompotten

Smid alle ingredienser i en lille gryde og giv det et godt opkog. Når du synes rabarberne begynder at blive lidt smattet, tager du gryden af varmen og stavblender den helt fint. Hel den så i den mindste af silikoneformene nr. 1, eller oven på din mandelbund hvis du laver kagen i en springform. På frys med kagen imens du laver det næste.


(For mig tog rabarberkompotten 5 timer før den havde sat sig og jeg kunne poppe den ud af formen, så vent med at lave myntemoussen til du kan dette)


Myntemoussen

Læg dine husblas blade i koldt vand som det første. Kom lidt af sukkeret og myntebladene op i din morter og stød det til en slags paste. Bring så 0,5 dl fløde og det sidste sukker op i kog og tag det af varmen. Vrid din husblas fri for vand og smid ned i den varme fløde/sukker. Kom derefter myntepasten ned i og lad hele massen køle let. Imens du venter pisker du det sidste af fløden til en let flødeskum. Kun let!! Når den varme masse er kølet let af, tilsætter du lidt af den lette piskefløde i for at jævne temperaturen. Vend til slut det hele sammen forsigtigt! Hæl myntemoussen over i nr. 2 str. form til ca. halvdelen er fyldt op. Læg så din rabarberkompot fra fryseren ned i og fyld efter med myntemousse. På frys med kagen igen!


(For mig tog dette natten over ca. før den havde sat sig flot og jeg kunne poppe den ud af formen, så vent med at lave vaniljemoussen til du kan dette)


Vaniljemoussen

Læg dine husblas blade i koldt vand som det første. Smelt din hvide chokolade i mikroovnen. Varm 0,5 dl af fløden op til kogepunktet, tag den af varmen og tilsæt din husblas. Derefter hælder du den smeltede chokolade i og vaniljepastaen. Lad det køle let, imens du pisker resten af fløden LET! Når den varme masse er kølet let af, tilsætter du lidt af den lette piskefløde i for at jævne temperaturen. Vend til slut det hele forsigtigt sammen. Hæl vaniljemoussen over i nr. 3 str form til lige under halvdelen, læg så myntemoussen ned i og fyld efter med vaniljemousse og din mandelbund! På frys med kagen igen, gerne natten over!


Glaze

Læg dine husblas blade i koldt vand som det første. Hæl så vand, sukker og glukose sirup i en gryde og bring det i kog. Når det koger, tager du gryden af varmen, tilsætter abrikosmarmeladen og sætter på varmen kort igen. Tag gryden af varmen igen, tilsæt kondenseret mælk og husblas. Herefter hælder du hele massen over din hvide chokolade og stavblender hele massen. Nu har du en grundbase til en god glaze! Farv den i de farver du ønsker! Jeg har lavet en speciel teknik på denne kage, men man kan sagtens gøre den helt ensfarvet eller noget helt tredje. Kun fantasien sætter grænser.


Pynt til sidst kagen af som du ønsker!

God fornøjelse, jeg håber du kan lide den! Lad mig endelig høre hvis du giver dig i kast med den. Tag mig #bakebydavidsen eller skriv til mig i pb på min instagram @bakebydavidsen.

Her får i lidt flere billeder fra kagen og Ar'kagen!








Comments


bottom of page